[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Grønnemose & Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_column_text]Som den biografaktuelle Lovelace vidner om, har 1970‘ernes farverige mode og design altid været fotogent for vore tids filmskabere. Tidsånden fremstår nærmest som en dramatisk parallelverden med sit friske ung- domsoprør, musikalske guldmine, seksuelle udfarenhed, obligatoriske reaktionære idealisme, men også indædte pessimisme og sortsyn på fremtiden. Disse 5 film formår alle på fremragende vis at portrættere det mangfoldige årti og byder på alt fra Kold Krigs-paranoia til en vis Dirk Digler.[/vc_column_text][vc_column_text]5. Tinker, Tailer, Soldier, Spy (2011)
Spionromanen over dem alle af spionforfatteren over dem alle. Svenske Tomas Alfredsons bearbejdning af John Le Carrés roman blev filmatiseret med masser af rå nerve, et narrativ skåret helt ind til benet og en helt sublim sans for at vise 70’ernes London så gråt, trist og nikotin-gult, som stilmæssigt peger i retning af filmens temaer om gråzonen mellem venskab og forræderi.[/vc_column_text][vc_column_text]Filmen viser et handlingslammet England, der ikke længere spiller nogen rolle i den nu bipolare verden under den Kolde Krig. England bliver personificeret af den pensionerede efterretningsmand George Smiley – flot spillet af Gary Oldman. Vi håber stadig på den sequel Tomas![/vc_column_text][vc_column_text]4. Dazed and Confused (1993)
Richard Linklaters Dazed and Confused er en slags mesterlig prototype for Linklaters efterfølgende Before- trilogi. Den er fyldt med signaturisk reflekterende dialog og naturalistisk dvælen ved sine egne øjeblikke. Det er en atmosfærisk film i den mest umiddelbare forstand, som giver sine karakterer lov til at ånde, hvil- ket ikke hænger på træerne i nutidens anmasende ungdomsfilm.[/vc_column_text][vc_column_text]Filmen byder på et festfyrværkeri af et emsemble-cast, og senere Hollywoodstjerner som Ben Affleck og Mathew McConaughey brillerer i små biroller, som henholdsvis provokerende sportsidiot og en ældre stu- derende, der stadig hænger ud med high-school-eleverne. En varm film, der rammer plet, hvad det vil sige at være ung og forvirret.[/vc_column_text][vc_column_text]3. Almost Famous (2000)
Cameron Crowes semi-selvbiografiske hyldest til rockmusikken er en af de film, der formår både at være sjov, rørende, medrivende og nostalgisk på samme tid. Crowe giver mange af sine pseudointellektuelle karakterer lov til at rable løs om deres livsfilosofi, uden at man bliver mindre medrevet af historien. Den godhjertede hovedperson William er et humant fikseringspunkt i det egocentrerede, bedrevidende musik- miljø. 70’erne bliver skildret som en tid, hvor idealisme og seksualitet fik lov at boltre sig, og hvor man nemt kunne fare vild i rockmusikkens charmerende omtågethed.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”2/3″][vc_single_image image=”347″ img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_column_text]Makkerparret Pesci/De Niro er igen i hopla i Casino, hvor Pescis sindsyge opnår nye højder i rollen som den rablende Nicki Santoro, der dog i en særdeles brutal scene i filmens slutning får som fortjent.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/3″][vc_column_text]2. Casino (1995)
Man kan ikke skrive om 70’erne på film uden at næv- ne en vis Martin Scorsese. Både hvad angår de fremra- gende film, han lavede mens 70’erne stod på, men især på grund af sine gangsterfilm Goodfellas og Casino, hvor sidstnævnte er et pragteksempel på filmteknisk over- dådighed.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Scorseses brug af diverse filmiske lækkerier stemmer perfekt overens med filmens portrættering af 70’ernes Las Vegas, hvor Sam ’Ace’ Rothstein (Robert De Niro i sin til dato sidste Scorsese-rolle) stiger til tops i et korrupt kasino i syndernes by og langsomt, men sikkert, mister fodfæstet. Man bliver både fascine- ret og skræmt af 70’ernes Las Vegas, hvor ekstravagancen forfører, mens problemerne (og stofferne) dul- mer i overfladen. Filmen praler også af et soundtrack, der sparker røv med sange af bl.a. Rolling Stones og Fleetwood Mac. Aldrig har en Scorsese film været så appetitlig.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/3″][vc_column_text]1. Boogie Nights (1997)
P.T. Andersons pornoepos, der følger pornospiren Dirk Diggler, har lidt samme dobbelthed som Almost Famous. Karaktererne fremstilles mere dumdristige end selvrealiserende med deres egne forskruede idéer om, hvordan man kommer frem i verden. Anderson fører os rutineret rundt i sit overfyldte persongalleri med intimiderende lange indstillinger og farverige soundtrack. Man for lov at se pornostjerner stige, falde, stå stille og flygte fra pornobranchen i et altid tvetydigt, utilregneligt lys, hvilket skaber et helt særlig tragiko- misk værk, som både er dybt kynisk og ubehageligt men samtidig virkelig underholdende at følge med i.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”2/3″][vc_single_image image=”348″ img_link_target=”_self” img_size=”large”][vc_column_text]Kurt Reynolds i en comeback-rolle som pornoinstruktøren Jack Horner, der straks ser mulighederne i den veludrustede Eddie (Mark Wallberg).[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer